Antroposofisk medicin
Antroposofisk medicin udspringer af de impulser, som den østrigske filosof Rudolf Steiner (1861-1925) kaldte åndsvidenskab.
Disse tanker bygger på et livssyn, hvor mennesket står i centrum som delagtig i jordens udvikling - ikke kun som et fysisk levende væsen, men også som et sjæleligt og åndeligt individ. Den antroposofiske medicin udgår fra det antroposofiske menneskebillede, som er et spirituelt menneskebillede, hvorfra der vokser en sygdomsopfattelse, som prøver at gribe menneskevæsenets helhed med krop, sjæl og ånd.

Sundhed indebærer således sundhed i alle tre led, som en balance mellem polære kræfter.
I antroposofisk medicin forsøger man at få en dybere forståelse for sygdomsprocesserne og baggrunden til sygdom, for herudfra at forsøge at helbrede den.

I den antroposofiske medicin bruges lægemidler, som er udvundet fra naturen, gerne lægeplanter, metaller og salte.
Dette har med menneskets plads i naturen at gøre: Menneske og natur hænger uadskilleligt sammen.
Medicin fra naturen kan appellere til menneskets egen lægekraft og påvirke hele menneskets væsen i samtlige led - og ikke bare gribe stumt ind i den fysiske krop.

De antroposofiske lægemidler er udviklet ud fra grundanskuelsen, at der er en åndelig forbindelse mellem menneske og den omgivende natur. Hvad der virker i naturen, virker i os. Det er derfor muligt at finde en naturproces, som svarer til menneskets sygdomsproces. At erkende hvilken naturproces, som kræves, er kompliceret - og ligger på lægens eller terapeutens erkendelsesarbejde.

Terapien handler om et helt menneske, en individualitet - og er derfor også individuel. Der findes derfor ingen standardiseret behandling. Kommer en patient til en antroposofisk læge, vil en almindelig kropsundersøgelse ofte udføres samtidig med en vurdering af balancen mellem opbyggende og nedbrydende kræfter i kroppen. I denne forbindelse har man ofte hjælp af det antroposofiske menneskesyn, hvor man kan vurdere balancen mellem de tre dele: 1) nervesystemet, 2) stofskiftet (fordøjelseskræfterne) og 3) det rytmiske system (cirkulation, hjerte, lunger). Lægen kan da med hjælp af lægemidler og eventuelt med henvisning til massage, badeterapi og med andre såkaldte kunstneriske terapier som terapeutisk eurytmi, maleterapi eller sprogformning forsøge at genskabe balancen.

Samtidigt skal man få et overblik over patientens sjælelige habitus. Det drejer sig ofte om et indblik i livsudviklingen frem til nutiden og heri også i den aktuelle livssituation. Hermed kan også en videre terapi begynde - det vi kalder biografisk terapi. I dette arbejde forsøger man at finde den individuelle målsætning med livet - ledemotivet, hvilket kan blive en åbning for fremtiden. Vigtigt er at finde modet til at turde udvikles. Det ernæringsmæssige indgår ofte som en vigtigt del af det medicinske arbejde. Det daglige brød er med til at skabe forudsætningerne for det fysiske fundament, hvilket udgør basen for videre udvikling på det sjælelige og åndelige område.